Er I flyttet fra hinanden eller skilt?
Ved skilsmisse eller separation er det vigtigt, at du overvejer, om du skal ændre din pensionsordning, og hvem du begunstiger ved din død.
Skal du separeres eller skilles, bør du kontakte os og få rådgivning om eventuelle ændringer på din pensionsordning. Det kan også være en god idé at kontakte en advokat.
Du kan måske have behov for at ændre, hvem du begunstiger, det vil sige tilgodeser, med udbetalinger fra pensionsordningen ved din død. Der kan også være forskellige regler at tage hensyn til, hvis din pensionsordning indeholder en ægtefællepension.
Ægtefællepension
Når du har en ægtefællepension på din pensionsordning, skal du være opmærksom på, om den eventuelt bevares. Hvis betingelserne for at bevare ægtefællepensionen er opfyldt, er det vigtigt, at du eller din fraskilte ægtefælle anmelder den bevarede ret til os.
Din ægtefællepension
På en kollektiv ægtefællepension, som din, gælder det generelt, at retten til ægtefællepension bortfalder på separationstidspunktet. Din tidligere ægtefælle kan dog have bevaret retten til ægtefællepension, hvis:
- ægteskabet har varet i mindst 5 år og
- du betaler underholdsbidrag til din tidligere ægtefælle
Skal min pension deles?
Reglerne ved separation og skilsmisse er, at du altid kan beholde "rimelige pensioner".
Almindelige arbejdsmarkedspensioner er altid rimelige, eftersom du kun betaler det beløb, der fx er fastsat i din lønoverenskomst. Som hovedregel skal værdien af din pension i ISP ikke deles. Men din ægtefælle skal måske have en kompensation.
- Har I været gift i mindre end fem år skal dine pensioner ikke deles, uanset om de er rimelige eller urimelige.
- Har du allerede fået udbetalt en kapitalpension, og ikke har brugt pengene, skal du heller ikke dele den.
- Værdien af alle andre pensioner skal indgå i delingen. Det gælder også indbetalinger ud over det sædvanlige til en ellers rimelig pension. Har du fx betalt, eller betaler ekstra til Frivillig pension, skal denne værdi måske deles.
Kompensation
Selvom en pension er rimelig, og værdien derfor ikke skal deles, kan der være stor forskel på ægtefællernes pensioner. Skifteretten kan i to tilfælde bestemme, at den dårligst stillede skal have kompensation:
- En ægtefælle/registreret partner kan få kompensation, hvis pensionen er under det rimelige niveau, fordi der minimum mangler to års indbetalinger på grund af barsel, deltid eller lignende for at varetage hjemmets interesser
- Der kan også kompenseres, hvis ægteskabet har varet mindst 15 år, og der er stor forskel på pensionerne.
Kompensationen skal så vidt muligt betales kontant for at undgå at "skære" i den pension, der skal sikre ens egen forsørgelse senere.
Hvad sker der, hvis du dør?
Har du indsat din samlever som modtager af ægtefællepensionen, skal du kontakte os, hvis samlivet ophører. Du kan både indsætte og slette din samlever som modtager af ægtefællepensionen, når du er logget ind og klikker på selvbetjening.
Har du andre dækninger, der udbetales ved din død, skal du måske også ændre, hvem der er begunstiget til udbetalingen. Læs mere om, hvad der sker med pensionen, hvis du dør.